Kender du følelsen, hvor hjertet banker og hele kroppen nærmest skælver, fordi man har noget, som man skal fortælle et andet menneske?
Man har måske gået i flere dage eller uger og tænkt igennem i hovedet, hvordan man får det sagt. Tit er samtalen i hovedet også ført videre, og man udtrykker ikke kun sine egne ord i tankerne, man svarer også på den andens vegne.
Det er min opfattelse, at utrolig mange misforståelser i dagligdagen, ja endda også i større perspektiver, opstår, fordi vi ikke er gode nok til at udtrykke følelser og tanker.
Hvis der er noget, man er ked af, men ikke tør fortælle, så viser man det måske gennem vrede, irritabilitet, eller man tager afstand fra folk.
Er man utrolig glad over noget, så virker man måske fjollet eller uansvarlig på andre.
Signalerne kan nemt mistolkes, hvis andre ikke ved, hvad der ligger bag det ændrede adfærdsmønster.
Stop lige op her og mærk efter, om du brænder inde med noget, som ville lette, hvis du fortalte det til nogen?
Man skal ikke tømme sine inderste tanker og følelser ud i hovedet på enhver forbipasserende. Men tanker, som man brænder inde med, og som påvirker ens krop, hvis man tænker på det ? de skal ud. Det er ikke sundt at gå rundt med en sådan følelse i kroppen. Det er en unødig stressfaktor.
Det kan ikke forventes, at andre kan læse ens tanker. Derfor er det nødvendigt, at man fortæller folk, hvis de sårer en, irriterer en, gør en glad m.v. Måske har vedkommende slet ikke overvejet konsekvenserne af deres handlinger mod dig. Tit skal der ikke meget til, før tingene kan blive anderledes ? men det kræver større åbenhed.
Ord kan næppe slå ihjel ? det kan mangel på ord derimod.