mandag, november 27, 2006

Er fugle mon racister?

Jeg har tidligere skrevet om min fascination af fugles evne til at flyve i formationer og spekuleret på, hvor de opholder sig i regnvejr.

På det seneste har jeg undret mig over, hvorfor fugle (så vidt jeg har iagttaget) kun flyver rundt med deres egen slags. Jeg synes aldrig, jeg ser ikke en flok blandet fugle flyve rundt sammen... De kan allerhøjest driste sig til et rendes-vouz, når der er gråhårede damer med brødkrummer i sigte...

Hvordan hulen ved de lige nøjagtig, hvilken slags fugl, de selv er?

Hvorfor denne berøringsangst over for andre fugle-typer?

Er fugle mon i virkeligheden racister?

onsdag, november 22, 2006

Myrekryb...

Det gør simpelthen fysisk ondt på mig, når folk skriver "smiler" eller "griner" efter deres tekst i stedet for at bruge smileys.

Jeg har tænkt lidt over, hvad det er, der gør, at jeg kan blive så helt overdrevet irriteret over det - for objektivt set er det jo ret uskyldigt. Jeg er dog ikke blevet et hak klogere... smiler...

Er der noget, der kan give dig myrekryb, uden at du ved hvorfor?

mandag, november 20, 2006

En dårlig vane?

I morges i s-toget sad en dame, som konsekvent slikkede på poten, inden hun bladrede om på næste side i den gratisavis, som hun med garanti havde tænkt sig at efterlade i toget til glæde for senere passagerer. Det er da gustent.

Det har aldrig (spejderære!) voldt mig synderligt besvær at bladre i noget uden først at slikke på min finger, og jeg har derfor ikke helt fanget fidusen med at gøre det. Er det mon bare en dårlig vane? Eller er jeg så fantastisk heldig at være udstyret med fingre, som har den helt perfekte fugtighed til at bladre med?

torsdag, november 16, 2006

Ring-ring... ring-ring...

Jeg er fuldstændig og aldeles holdt op med at tale i telefon.

Det er kæmpe-trist, men jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal få det vendt igen.

Jeg er en teenager fanget i en ældre (men stadig overvældende lækker) krop ;-) Al kommunikation foregår via mail eller sms...

Det dur jo ikke, vel?

Hermed en opfordring - ring til mig og hjælp mig tilbage på ret køl!

På forhånd tak!

tirsdag, november 14, 2006

Jeg forstår det ikke :-(

På det seneste har jeg læst om flere bilister, der har ramt fodgængere med deres bil, og derefter er kørt fra gerningsstedet.

Hvad sker der?

De kan da umuligt undgå at opdage påkørslen. Det er klart, at de bliver forskrækket og måske går i panik - men det kan på ingen måde retfærdiggøre at forlade stedet og den påkørte.

Jeg bliver virkelig harm!

Vælger man at køre uforsvarligt, må man også være parat til at tage de mulige konsekvenser heraf - også selvom man ikke kan magte det. Det kan være af afgørende betydning for de påkørte, at man skynder sig at tilkalde hjælp! I forhold til de pårørende er det også utilgiveligt blot at efterlade deres elskede liggende forsvarsløse og sårede.

Det er på tide, at vi tænker lidt mere på vores medmennesker i stedet for altid kun at være os selv nærmest!

søndag, november 05, 2006

Liv

Solen var ved at stå op i horisonten, mens hun gik rundt på bare tæer i det dugvåde græs.

Hun var kun et barn, men hun tænkte meget over det abstrakte ved livet og alt levende. Hun kunne blive helt svimmel ved tanken om, at livet var alt, der var, og alt hvad hun gjorde sig af tanker og alt, hvad hun oplevede, tog udgangspunkt i, at hun var i live. Alt hvad hun så, alt hvad hun foretog sig, alt hvad hun hørte, lærte og følte var en del af, at hun var i live.

Tomheden og tanken om absolut stilhed på den anden side af livet kunne hun slet ikke rumme. Tanken om at alt, hvad hun kendte til, skulle være slut, fyldte meget i hendes bevidsthed.

Hun tænkte over, at når døden engang ville omfavne hende - så ville alt gå i stå. Både for hende og for de efterladte. Verden ville ikke længere være den samme. Eller ville den? De efterladte ville jo komme til at grine igen. De ville komme til at elske igen. Hun ville ikke blive glemt, men derimod gemt. Gemt i hjerterne på de mennesker, som hun havde rørt, mens hun levede.

Det var ikke selve døden, som skræmte hende - det var tanken om, at livet og alt det, hun kendte og følte sig tryg ved, skulle ophøre.

Efterhånden som hun blev ældre, gled disse tanker mere og mere i baggrunden, men hun kunne stadig genkalde sig de følelser, hun som barn havde haft i forbindelse med disse tanker.

Hun var meget taknemlig for sit liv, men det var ikke komplet. Der manglede noget. Noget som i den grad havde at gøre med livet. Måske ville hendes liv engang blive komplet, måske ville det ikke. Tanken herom var lige så abstrakt som de tanker, hun så ofte gjorde sig som barn.

Solen var ved at gå ned i horisonten, mens hun gik rundt på bare tæer i det dugvåde græs.

fredag, november 03, 2006

Gallup mig i trompeten!!

Hele miseren begyndte med et telefonopkald på min mobiltelefon for en måneds tid siden.

Haaaaaiiiij det er fra Gallup, må vi have lov til at stille dig et par spørgsmål?

Det passede mig ikke så godt lige netop der, så jeg aftalte med dem, at de skulle ringe tilbage den efterfølgende dag.

10 minutter senere ringede telefonen igen.

Haaaaaiiiij det er fra Gallup, jeg har noteret, at vi gerne må ringe og stille dig et par spørgsmål.

(Allerede her burde jeg have anet uråd)

Jamen ok, jeg troede ellers, at vi aftalte, at I skulle ringe igen i morgen, men lad os da få det ud af verden.

"Et par" spørgsmål viste sig i virkeligheden at være et sandt bombardement af spørgsmål angående mine vaner omkring læsning af aviser, tidsskrifter, reklamer m.v. Det er mig en gåde, hvordan de kan holde snakken kørende så længe og så intenst uden at få flosset drøblen.

Nå, vi nåede da langt om længe til vejs ende, hvorefter det uundgåelige spørgsmål kom: Om de måtte henvende sig til mig en anden gang. Tjoh, ok så... jeg blev trods alt stillet i udsigt at deltage i lodtrækningen om intet mindre end et ocean af pengepræmier. Vi taler svimlende summer på helt op til kr. 5.000.

En uge efter dumpede en mail ind.

Ja, de havde jo fået lov til at rette henvendelse til mig igen. Det var sørgeligt nok sandt... Om jeg ville have ulejlighed med at udfylde et spørgeskema på nettet - det ville maksimalt tage 30 minutter at besvare, og jeg ville herefter deltage i lodtrækningen om yderligere gigantiske præmiesummer. Ah well, 30 minutter... det kunne jeg vel godt afse i den statistiske sags tjeneste.

De 30 minutter viste sig dog at være en underdrivelse af dimensioner. Jeg sad vitterligt i halvanden time og svarende på det ene rådne spørgsmål efter det andet. Mange af spørgsmålene gik igen fra telefoninterviewet, hvilket opildnede mig i en ikke uvæsentlig grad undervejs. Da jeg endelig nåede i mål, var det muligt at skrive en kommentar til de rare mennesker hos Gallup. Jeg lod dem vide, at jeg fandt det tåbeligt at skulle svare på de samme spørgsmål en gang til - og at deres tidsestimat for besvarelsen var helt i skoven.

Lur mig, om ikke der alligevel ugen efter dumpede endnu en mail ind!

Denne gang lokkede de med, at besvarelsen kun ville tage 15 minutter. I min naivitet og et øjebliks absolut mangel på klarsyn, stolede jeg på dem. Efter en times tårevædende kedsommelig besvarelse af hvilke køkkenfirmaer, brugskunstmærker, forsikringsselskaber m.v. jeg kendte, og hvor godt på en skala fra 1-5 jeg kendte hver enkelt af dem, hvilke bildæk og tankstationer jeg kendte og foretrak m.v., måtte jeg kapitulere... Festen måtte være slut, mens jeg stadig havde bare en snert af livslyst tilbage.

Ugen efter havde skiderikkerne den frækhed at rykke efter min besvarelse.

Jeg gav mig pligtopfyldelse og med fornyet luft i kast med at afslutte besvarelsen.

Endelig kom kommentarfeltet til sidst:

Kære Gallup

Jeg finder det enormt provokerende, at I underdriver så stift med den estimerede svartid på skemaerne. Jeg gad godt møde den person, der kan besvare skemaet inden for den estimerede tid. Så vil jeg give ham/hende en tivolistang i præmie.

Hvis jeg hører fra dem igen, så vil mit afmagtsbrøl give genlyd i hele Kongeriget.