fredag, marts 30, 2012

Lim

Det er vigtigt for os som mennesker at være noget for andre. Men vi er også nødt til at være noget for os selv. At værne om os selv. Vi skal være hinandens lim, når vi går i stykker – men hvis tuben er tom, kan vi ikke lime.

Ligesom vi er gode til at grine sammen, skal vi også kunne græde sammen. Det er, når vi tør vise vores sårbare sider for hinanden, at vi styrkes.

Vi kender alle følelsen af at blive skuffet over andre mennesker. Vi kan mindske antallet af skuffelser og deres styrke ved at nedtone vores egne forventninger til andre mennesker. Vi skal ikke fjerne forventningerne helt – men justere dem ind efter vores omgivelsers mulighed for at leve op til dem. Når vores forventninger er afpasset, vil skuffelserne blive færre.

Skuffelsen er en følelse, der opstår i os selv og ud fra vores egen historie. Vi kan ikke ændre på hverken vores egen eller andres historie – men vi kan være med til at påvirke fremtiden og dermed skabe en ny, fælles historie.

Det er netop vores forskellige historier, der gør vores forhold til andre mennesker levende. Det er også forskelligheden, der gør, at vi vælger nogle mennesker frem for andre – og det er helt naturligt – vi skal blot huske at bevare nysgerrigheden over for det fremmede. Det, der gør os usikre. Det uvante og det usikre er med til at udvikle os som mennesker. Udvikling er nødvendig. Uden udvikling dør vi. Indvendigt.

Det indvendige kan - i modsætning til det fysiske - ikke umiddelbart ses. For at andre skal se vores indre – dem vi virkelig er – kræver det, at vi tør åbne os. At vi tør dele os med andre. Det kræver mod, og det er udfordrende.

De udfordringer, som vi uundgåeligt vil blive budt på gennem livet, vil ikke føles ens for os alle. Den samme udfordring vil for nogen af os knap kunne mærkes, mens den for andre vil føles uoverskuelig. Udfordringens indvirkning på os afhænger af vores histore. Men i særdeleshed også af vores evne og ikke mindst vilje til at vælge, hvilken indflydelse udfordringen skal få lov at have på vores liv.

Vi kan under tiden føle, at vi ikke kan klare de udfordringer, livet byder os. Men det kan vi. Vi kan løbe tør for lim undervejs – men vi kan altid tanke op igen. Både ved at være gode ved og kærlige over for os selv og især ved at søge omsorg hos andre. Det er vigtigt at turde vise sin sårbarhed, og det giver tryghed at vide, at tuben med lim altid vil kunne fyldes op igen. Den kan endda rumme mere og mere for hver gang, den tømmes og fyldes igen.

Det er magisk.
Livet er magisk.
Vi er magiske hver for sig.
... og vi er magiske sammen.

mandag, oktober 04, 2010

Vi har et valg!

Det er blevet for nemt at brokke sig uden at tage ansvar.

Vi sidder klynkende og krampagtigt fast i vores eget lille, navlepillende martyrium, hvor vi giver alle andre skylden for, at verden er blevet, som den er. Vi forventer en masse af samfundet, mens forventningerne til os selv synes at høre fortiden til.

Vi kigger væk i stedet for at kigge folk i øjnene. Vi smiler ikke længere til hinanden. Vi lader livløse kroppe ligge på jorden. Vi har travlt? Vi frygter? Vi flygter?

Vi tror, vi ved, hvad der sker i verden, men ser kun en flig af historien. En flig så lille at den knap kan kaldes sandheden. Det er et konstrueret verdensbillede, og det er farligt. Vi skal vende blikket væk fra den konstruerede virkelighed og i stedet finde ind til sandheden gennem samvær med virkelige mennesker med autentiske historier.

Vi skal interessere os for hinanden og turde kigge hinanden dybt ind i sjælen, selvom det kan gøre ondt. Vi skal være hinandens ventiler, så følelserne kan sive ud – ellers eksploderer vi. Vi skal turde stille spørgsmål. Vi skal sætte ord på vores frygt. Vi skal lufte vores fordomme med respekt og et åbent sind. Tavshed opruster. Ord afvæbner.

Det er ikke meget, der kræves, for at folk føler sig værdsatte – et smil, et spørgsmål, et interesseret blik. Når man føler sig værdsat, får man lyst til at passe på sig selv. Når man passer på sig selv, får man overskud til at passe på andre.

Alt for ofte glemmer vi, at vi har et valg. Vi kan vælge, om vi vil brokke os, eller om vi vil tage ansvar.

Hvad vælger du?

søndag, november 16, 2008

Chit klip chat klip vs. klip klip klip

Jeg er elendig udi disciplinen smalltalk.

Det skinner ikke så meget igennem i det daglige, hvor jeg ikke mænger mig med professionelle smalltalkere, men hos frisøren bliver det lysende klart, præcis hvor elendig jeg rent faktisk er til det.

Den nyudklækkede frisør prøver selvfølgelig det bedste, de har lært hende på frisørakademiet, for at få mig til at åbne op for godterne, og jeg har alle muligheder i verden for at lette mit forkrampede hjerte, men jeg svarer kun ganske kort på hendes automatiske hv-spørgsmål.

I stedet retter jeg blikket mod de krøllede, kulørte blade, som er blevet placeret foran mig sammen med en kop bitter, lunken the, mens jeg intenst lytter til de andre samtaler i salonen. Gang på gang bliver jeg overrasket over, hvor vidt omkring samtalerne når under en hurtig studsning. Folk taler jo med frisøren, som om de har kendt hinanden altid. Som om de er bedste veninder siddende i hver sin ende af sofaen med en god flaske vin i mellem sig. De bruger masser af små fine klister-ord og formår uden nogen kvaler overhovedet at kæde adskillige sætninger sammen til lange og medrivende historier, som åbenlyst bjergtager lytteren.

Jeg - derimod - gør mig mere i hurtige og kække bemærkninger. De flyver til gengæld ud af mig i hobetal og er ofte krydret med et pift af ironi. Jeg lytter og observerer, og serveres der en vaks lille anretning. Men at strikke en komplet menu sammen, det er jeg altså ikke god til...

Det er sværere og sværere at overbevise mig selv om, at smalltalk kun består af overfladiske ligegyldigheder. Det erfarer jeg jo hos frisøren, når mine øjne lader som om, de læser, mens mine ører skabshører historier om både sexliv, utroskab, svigermødre, økonomi, børn og andre saftige emner. Jeg er dog ikke helt sikker på, at jeg har fanget fidusen med at dele så intime detaljer om sin person med forholdsvis fremmede mennesker - men måske er det i virkeligheden befriende?

Min fascination af smalltalk er vokset med årene, og jeg vil faktisk rigtig gerne kunne mestre det...

Hvad med dig?

fredag, november 07, 2008

Snowling...

1+1 gav i øvrigt 3 hos os i foråret 2008 - og det er det smukkeste og mest rigtige regnestykke, jeg længe har set!

Facebook...

Hvad skal jeg bruge ligegyldige ordvekslinger med for længst glemte bekendtskaber til? Hvorfor i alverden sidder jeg dag ud og dag ind og glor på billeder af for mig i dag vildt fremmede menneskers børn, bryllupper, dyr, tatoveringer, hjemmelavede kager og kolonorme branderter? Hvorfor har jeg som en dresseret abe i længe ventet brunst raget venner og veninder til mig, som om verden ville gå under med et gigantisk brag, hvis ikke de kom på min venneliste? Hvorfor har det føltes vigtigt for mig, om folk kan huske mig?

Husk mig, husk mig, husk mig!

Jeg er træt af at bruge krudt på at tæske rundt i fortidens tåger... Men det er umuligt for mig at undgå, når den dingler rundt som en fristende pizza med dobbelt ost foran øjnene af mig hele tiden.

67 "venner" blev slettet fra listen forleden dag, og det var kun begyndelsen på at få min sjæl hevet tilbage til nuet, hvor den hører hjemme.

Glem mig, glem mig, glem mig!