fredag, juni 30, 2006

En nitte

Jeg har lige læst et sted på nettet om en fødsel.

Den nybagte mor skriver:

"...men hun var en stjernekikkert".

Jeg håber inderligt for de nybagte forældre, at der er tale om en stjernekigger - ellers er det da kæmpe nitten...

Værsgo - Her er jeres stjernekikkert. Stativ og pudseklud kan købes i sygehuskiosken på vej ud.

tirsdag, juni 27, 2006

Linje 1A

Kvinden ved siden af mig i bussen sad og skrev en sms. Det var morgen - endnu så tidligt, at mine øjne levede lidt deres eget liv. Mit blik rettede sig derfor uden min aktive medvirken langsomt mod hendes display.

"Jeg har meget brug for sex nu!"

Så sprang sveden frem. Jeg sad klemt inde mellem hende og vinduet ganske uden mulighed for at flygte, og når man ikke kender folk, er du umuligt at vide, hvor meget, man skal lægge i "meget", og hvor nu, man skal lægge i "nu"!

Jeg kunne dog 3 stop senere forlade bussen med min uskyld i behold.

mandag, juni 26, 2006

Om at leve...

Jeg har dage, hvor jeg med stor harme skuler ud gennem smalle, bitre øjne, på en verden hvis indhold virker helt og aldeles formålsløst.

På disse dage synes alle folk omkring mig at være irriterende, idiotiske og grå. Går de i vejen for mig, smasker eller kommer med små åndsvage lyde og grynt, får jeg lyst til at spy ild og sparke dem hårdt.

På disse dage er jeg ikke bange for at gå alene efter mørkets frembrud. Min afsindige vrede giver mig en tro på, at jeg ville kunne vælte enhver overfaldsmand omkuld og rive ham rundt. Uden synderlig anstrengelse.

Jeg nyder disse dage. Jeg kan godt lide at være ubetinget rasende og komplet irrationelt gal. Jeg kan mærke min hurtige puls. Jeg kan mærke, at jeg er et levende væsen med levende følelser.

Jeg har dage, hvor jeg med stor glæde kigger ud gennem store, åbne øjne, på en verden hvis indhold virker helt og aldeles betagende.

På disse dage synes alle folk omkring mig at være smittende, smukke og farvestrålende. Går de i vejen for mig, smasker eller kommer med små lyde og grynt, smiler jeg og hygger mig ved tanken om forskellighed og små sære vaner.

På disse dage er jeg bange for at gå alene efter mørkets frembrud. Min kærlighed til livet giver mig en angst for, at en overfaldsmand kunne gøre en ende på det. Uden synderlig anstrengelse.

Jeg nyder disse dage. Jeg kan godt lide at være ubetinget lykkelig og komplet irrationelt beruset af livet. Jeg kan mærke mit varme hjerte. Jeg kan mærke, at jeg er et levende væsen med levende følelser.

Kun jeg kan leve lige netop mit liv...

Det er da stort!

Jeg elsker at være et levende væsen med levende følelser...

torsdag, juni 22, 2006

Teleport

Hvis jeg måtte bruge en teleport 3 gange, så ville jeg

- Meditere blandt munke i Tibet.

- Rulle mig nøgen på Antarktis.

- Gå amok i Las Vegas.

Hvad ville du?

onsdag, juni 21, 2006

Haiku version 1

Midsommer rødmer
Et strejf af svovlens kulde
Farvel til varmen

---

Tilfældigheder
En varm og blød berøring
Solen bryder frem

---

Vinterens mørke
Ekko i mindernes dal
Døende istap

---

Grå kat der blunder
Drømme i larmende liv
Sitrende knurhår

---

Duggede kløver
Ruller mellem fingrene
En drøm bliver skabt

mandag, juni 12, 2006

"Fortsat god dag"

Kender du typen (eller du ER måske typen), der vrisser: Du kan da ikke ønske mig en fortsat god dag, når du ikke aner, hvordan min dag har været indtil nu?!?

Well excuse me!

Hvad er alternativet?

"God dag"?

Det dur jo lissom ikke, for det er jo noget, man siger, når man indleder samtalen.

"God dag, fra NU af"?

Lyder lidt som om, at man vil skide på, om dagen har været god so far.

"God fortsat dag"?

Hmm måske ikke helt dårligt. Men dårlig dansk.

Tilbage til udgangspunktet. Jeg forstår altså ikke, at folk kan spasse sidelæns over, at man ønsker dem en fortsat god dag. Man behøver jo ikke være den stiveste pik i saunaen for at gætte, hvad der menes.

Med ønsket om en fortsat god dag!

Snowie

mandag, juni 05, 2006

Lidt om bambus

Jeg kan huske for mange år siden, da "den gule bambus" måtte lade livet landet over... Tragisk...

Her forleden aften var der så et indslag i fjernsynet om, at nu stod "den sorte bambus" for tur. Den skulle nu være i blomst og vil efterfølgende ufravigeligt dø.

Visse vasse tænkte jeg og gik ud til min stoooore flotte bambus i haven. Men fandme jo. Skiderikken er i blomst!

Om jeg fatter, hvordan alle bambusser (eller hedder det bambi?) kan være forprogrammeret til at dø på samme tidspunkt!?!

Gælder "arv OG miljø" ikke for bambus?