søndag, oktober 30, 2005
fredag, oktober 28, 2005
Hos frisøren...
Hvorfor kan jeg aldrig stå ved min beslutning om ikke at få håret klippet i etager?
Var hos frisøren for nylig og røg endnu engang i fælden. Klip, klip, klip - føn, føn, føn. Lidt voks i håret. Hmmm måske ikke så tosset alligevel. Helt glat hår. Gik derfra. Følte mig vildt lækker!
Næste morgen fønede jeg selv håret - helt glat og med voks - stadig toplækker. Tog glad på arbejde - smilede med nyvunden selvsikkerhed til alle på min vej.
Gik på toilettet på arbejdet - mobilen ringede...
"Hallo Snowie, 80'erne her, Mike Tramp vil gerne have sit hår tilbage".
Jeg kiggede nervøst på spejlbilledet - Jesus tapdancing Christ - det fugtige vejr havde ingenlunde været nådig mod min frisure.
Etager bør - absolut øjeblikkeligt - forbydes ved lov for folk uden stylist og privatchauffør!

Medlidenhed!
Jeg har oprigtigt ondt af dem - de svagtseende - som i afmagt og fortvivlelse forveksler min cykelkurv med en skraldespand.
Fuld sympati herfra - hverdagen må være meget, meget vanskelig...

tirsdag, oktober 25, 2005
Ja, det er mig, der gør det!
Indrømmet!
Det er mig, der gør det...
Altså, vender din toiletrulle, hvis den vender forkert.
"Kan en toiletrulle vende forkert?". Øhhhh ja, det kan den så i høj grad.
Den kan kun vende én vej - ellers er det slet ikke spor rart at være på potten.
Papiret skal flyde ud over kanten mod lyset som et smukt og elegant vandfald - ikke sidde trangt og fastklemt i mørket op mod en kold og fugtig væg. Det er sgu da logik. Vel at mærke af den indiskutable slags.
Jeg er nådesløs - uanset tid og sted - jeg vender den om...

mandag, oktober 24, 2005
Hvad håber de på at finde?
Skraldespandslurerne...
Jeg har tænkt over det - hvad er det, de leder efter disse hatteklædte damer og landevejens raske svende?
Finder de mon nok til dagen og vejen i deres evige søgen? Det må kunne betale sig, ellers stod de vel ikke på hovedet i skraldet ved enhver given lejlighed.
Jeg selv stiller altid mit overskydende mad og drikke på kanten af skraldespanden, så de ikke behøver nedværdige sig til at stikke armen ned i møjbunken for at score. Men er de overhovedet interesserede i mine aflagte slatter af Mathilde Kakaomælk, eller skubber de blot kartonen ud over kanten og ned til det øvrige bras i deres iver for en bedre gevinst, måske endda den store jackpot?
Og hvad er denne jackpot - denne ultimative fangst - flasker, bon'er, busbilletter...? Et bundt tusindkronesedler eller et bortkastet skøde på en god dag?
One wonders...