søndag, november 16, 2008

Chit klip chat klip vs. klip klip klip

Jeg er elendig udi disciplinen smalltalk.

Det skinner ikke så meget igennem i det daglige, hvor jeg ikke mænger mig med professionelle smalltalkere, men hos frisøren bliver det lysende klart, præcis hvor elendig jeg rent faktisk er til det.

Den nyudklækkede frisør prøver selvfølgelig det bedste, de har lært hende på frisørakademiet, for at få mig til at åbne op for godterne, og jeg har alle muligheder i verden for at lette mit forkrampede hjerte, men jeg svarer kun ganske kort på hendes automatiske hv-spørgsmål.

I stedet retter jeg blikket mod de krøllede, kulørte blade, som er blevet placeret foran mig sammen med en kop bitter, lunken the, mens jeg intenst lytter til de andre samtaler i salonen. Gang på gang bliver jeg overrasket over, hvor vidt omkring samtalerne når under en hurtig studsning. Folk taler jo med frisøren, som om de har kendt hinanden altid. Som om de er bedste veninder siddende i hver sin ende af sofaen med en god flaske vin i mellem sig. De bruger masser af små fine klister-ord og formår uden nogen kvaler overhovedet at kæde adskillige sætninger sammen til lange og medrivende historier, som åbenlyst bjergtager lytteren.

Jeg - derimod - gør mig mere i hurtige og kække bemærkninger. De flyver til gengæld ud af mig i hobetal og er ofte krydret med et pift af ironi. Jeg lytter og observerer, og serveres der en vaks lille anretning. Men at strikke en komplet menu sammen, det er jeg altså ikke god til...

Det er sværere og sværere at overbevise mig selv om, at smalltalk kun består af overfladiske ligegyldigheder. Det erfarer jeg jo hos frisøren, når mine øjne lader som om, de læser, mens mine ører skabshører historier om både sexliv, utroskab, svigermødre, økonomi, børn og andre saftige emner. Jeg er dog ikke helt sikker på, at jeg har fanget fidusen med at dele så intime detaljer om sin person med forholdsvis fremmede mennesker - men måske er det i virkeligheden befriende?

Min fascination af smalltalk er vokset med årene, og jeg vil faktisk rigtig gerne kunne mestre det...

Hvad med dig?

fredag, november 07, 2008

Snowling...

1+1 gav i øvrigt 3 hos os i foråret 2008 - og det er det smukkeste og mest rigtige regnestykke, jeg længe har set!

Facebook...

Hvad skal jeg bruge ligegyldige ordvekslinger med for længst glemte bekendtskaber til? Hvorfor i alverden sidder jeg dag ud og dag ind og glor på billeder af for mig i dag vildt fremmede menneskers børn, bryllupper, dyr, tatoveringer, hjemmelavede kager og kolonorme branderter? Hvorfor har jeg som en dresseret abe i længe ventet brunst raget venner og veninder til mig, som om verden ville gå under med et gigantisk brag, hvis ikke de kom på min venneliste? Hvorfor har det føltes vigtigt for mig, om folk kan huske mig?

Husk mig, husk mig, husk mig!

Jeg er træt af at bruge krudt på at tæske rundt i fortidens tåger... Men det er umuligt for mig at undgå, når den dingler rundt som en fristende pizza med dobbelt ost foran øjnene af mig hele tiden.

67 "venner" blev slettet fra listen forleden dag, og det var kun begyndelsen på at få min sjæl hevet tilbage til nuet, hvor den hører hjemme.

Glem mig, glem mig, glem mig!