Gallup mig i trompeten!!

Hele miseren begyndte med et telefonopkald på min mobiltelefon for en måneds tid siden.

Haaaaaiiiij det er fra Gallup, må vi have lov til at stille dig et par spørgsmål?

Det passede mig ikke så godt lige netop der, så jeg aftalte med dem, at de skulle ringe tilbage den efterfølgende dag.

10 minutter senere ringede telefonen igen.

Haaaaaiiiij det er fra Gallup, jeg har noteret, at vi gerne må ringe og stille dig et par spørgsmål.

(Allerede her burde jeg have anet uråd)

Jamen ok, jeg troede ellers, at vi aftalte, at I skulle ringe igen i morgen, men lad os da få det ud af verden.

"Et par" spørgsmål viste sig i virkeligheden at være et sandt bombardement af spørgsmål angående mine vaner omkring læsning af aviser, tidsskrifter, reklamer m.v. Det er mig en gåde, hvordan de kan holde snakken kørende så længe og så intenst uden at få flosset drøblen.

Nå, vi nåede da langt om længe til vejs ende, hvorefter det uundgåelige spørgsmål kom: Om de måtte henvende sig til mig en anden gang. Tjoh, ok så... jeg blev trods alt stillet i udsigt at deltage i lodtrækningen om intet mindre end et ocean af pengepræmier. Vi taler svimlende summer på helt op til kr. 5.000.

En uge efter dumpede en mail ind.

Ja, de havde jo fået lov til at rette henvendelse til mig igen. Det var sørgeligt nok sandt... Om jeg ville have ulejlighed med at udfylde et spørgeskema på nettet - det ville maksimalt tage 30 minutter at besvare, og jeg ville herefter deltage i lodtrækningen om yderligere gigantiske præmiesummer. Ah well, 30 minutter... det kunne jeg vel godt afse i den statistiske sags tjeneste.

De 30 minutter viste sig dog at være en underdrivelse af dimensioner. Jeg sad vitterligt i halvanden time og svarende på det ene rådne spørgsmål efter det andet. Mange af spørgsmålene gik igen fra telefoninterviewet, hvilket opildnede mig i en ikke uvæsentlig grad undervejs. Da jeg endelig nåede i mål, var det muligt at skrive en kommentar til de rare mennesker hos Gallup. Jeg lod dem vide, at jeg fandt det tåbeligt at skulle svare på de samme spørgsmål en gang til - og at deres tidsestimat for besvarelsen var helt i skoven.

Lur mig, om ikke der alligevel ugen efter dumpede endnu en mail ind!

Denne gang lokkede de med, at besvarelsen kun ville tage 15 minutter. I min naivitet og et øjebliks absolut mangel på klarsyn, stolede jeg på dem. Efter en times tårevædende kedsommelig besvarelse af hvilke køkkenfirmaer, brugskunstmærker, forsikringsselskaber m.v. jeg kendte, og hvor godt på en skala fra 1-5 jeg kendte hver enkelt af dem, hvilke bildæk og tankstationer jeg kendte og foretrak m.v., måtte jeg kapitulere... Festen måtte være slut, mens jeg stadig havde bare en snert af livslyst tilbage.

Ugen efter havde skiderikkerne den frækhed at rykke efter min besvarelse.

Jeg gav mig pligtopfyldelse og med fornyet luft i kast med at afslutte besvarelsen.

Endelig kom kommentarfeltet til sidst:

Kære Gallup

Jeg finder det enormt provokerende, at I underdriver så stift med den estimerede svartid på skemaerne. Jeg gad godt møde den person, der kan besvare skemaet inden for den estimerede tid. Så vil jeg give ham/hende en tivolistang i præmie.

Hvis jeg hører fra dem igen, så vil mit afmagtsbrøl give genlyd i hele Kongeriget.