Topmålet af arrogance?
Jeg tænker tit på, om jeg mon er den eneste, der har det sådan. Jeg bilder mig selv ind, at der er andre. Hvis det dog viser sig, at jeg står alene, så må følgende indlæg formentlig betegnes som topmålet af arrogance...
Tit tager jeg mig selv i at betragte andre mennesker, når jeg sidder på en bænk, kører med tog, bus eller lignende. Det er der vist ikke noget unormalt i. Ofte tænker jeg, hold da kæft, hvor er mange af de andre mennesker kiksede. Mange tænker utvivlsomt det samme om mig. Jeg forstår for eksempel ikke konceptet med, at en ellers smuk og velskabt pige med livet som indsats klemmer sig ned i bukser så stramme, at der formes en delle med baderingskarakter ud over buksekanten. Jeg forstår heller ikke konceptet med, at en teenagedreng midt i sin mest spændende og rivende udvikling vælger at iføre sig et par gammeldags badeshorts og dermed blotte sine pubertetsben på en måde, hvor benene præsenteres helt op til det punkt, hvor jeg ikke ved med mig selv, om jeg skal grine eller græde.
Men dette var blot et sidespring. Det, som jeg egentlig vil sige med dette indlæg er, at jeg ofte tager mig selv i - under disse overfladiske betragtninger - at tænke, at alle de andres liv umuligt kan være lige så vigtigt som mit. Vi er ikke ude i, at hele verden cirkulerer omkring Snowie. For jeg ved godt, at kun min verden cirkulerer omkring mig. Mine nærmeste er så i orbit omkring mig. En uundværlig del af mit univers. Ligesom jeg også (håber jeg) orbiterer i mine nærmestes univers.
Hele min egen cirkulation og min orbit er enorm vigtig for mig, men jeg har svært ved at forestille mig andres orbit... Altså de mennekser, jeg tilfældigt krydser på min vej. De har jo også liv. De har også orbits. Men min er den vigtigste.
Okay, mens jeg skriver, kan jeg mærke, at associationerne tager mig længere og længere ud. Jeg har også været inde på noget af det før for lang tid siden i et indlæg om mennesker.
Alle disse personlige orbits krydser jo hinanden, og forskellige mennesker betyder noget forskelligt for personer alt efter relationen... En bestemt person kan for én person være meget vigtig og nærmest altafgørende for deres eksistens, mens den samme person for en anden kan være mere perifær og lettere at undvære. Sådan skal det nok også være. Der er jo grænser for, hvor mange mennesker man kan rumme og gøre en forskel for. Ligesom der er grænser for, hvor mange mennesker, der kan gøre en forskel for en. Ikke fordi, at flertallet ikke er villige til at gøre en forskel, men det er jo forskelligt, hvor tæt man giver folk lov til at komme på sig selv. Lukker man for få ind, bliver det ensomt, lukker man for mange ind, bliver det rodet.
Nå, tilbage til emnet...
Er det arrogant at få følelsen af, at andres liv ikke er så vigtigt som ens eget? Har du tænkt samme tanke?
Nu hedder min blog jo ..::Snowies univerS::.., men derfor kan der jo godt - hypotetisk - være andre sole end mig derude :-)
Tit tager jeg mig selv i at betragte andre mennesker, når jeg sidder på en bænk, kører med tog, bus eller lignende. Det er der vist ikke noget unormalt i. Ofte tænker jeg, hold da kæft, hvor er mange af de andre mennesker kiksede. Mange tænker utvivlsomt det samme om mig. Jeg forstår for eksempel ikke konceptet med, at en ellers smuk og velskabt pige med livet som indsats klemmer sig ned i bukser så stramme, at der formes en delle med baderingskarakter ud over buksekanten. Jeg forstår heller ikke konceptet med, at en teenagedreng midt i sin mest spændende og rivende udvikling vælger at iføre sig et par gammeldags badeshorts og dermed blotte sine pubertetsben på en måde, hvor benene præsenteres helt op til det punkt, hvor jeg ikke ved med mig selv, om jeg skal grine eller græde.
Men dette var blot et sidespring. Det, som jeg egentlig vil sige med dette indlæg er, at jeg ofte tager mig selv i - under disse overfladiske betragtninger - at tænke, at alle de andres liv umuligt kan være lige så vigtigt som mit. Vi er ikke ude i, at hele verden cirkulerer omkring Snowie. For jeg ved godt, at kun min verden cirkulerer omkring mig. Mine nærmeste er så i orbit omkring mig. En uundværlig del af mit univers. Ligesom jeg også (håber jeg) orbiterer i mine nærmestes univers.
Hele min egen cirkulation og min orbit er enorm vigtig for mig, men jeg har svært ved at forestille mig andres orbit... Altså de mennekser, jeg tilfældigt krydser på min vej. De har jo også liv. De har også orbits. Men min er den vigtigste.
Okay, mens jeg skriver, kan jeg mærke, at associationerne tager mig længere og længere ud. Jeg har også været inde på noget af det før for lang tid siden i et indlæg om mennesker.
Alle disse personlige orbits krydser jo hinanden, og forskellige mennesker betyder noget forskelligt for personer alt efter relationen... En bestemt person kan for én person være meget vigtig og nærmest altafgørende for deres eksistens, mens den samme person for en anden kan være mere perifær og lettere at undvære. Sådan skal det nok også være. Der er jo grænser for, hvor mange mennesker man kan rumme og gøre en forskel for. Ligesom der er grænser for, hvor mange mennesker, der kan gøre en forskel for en. Ikke fordi, at flertallet ikke er villige til at gøre en forskel, men det er jo forskelligt, hvor tæt man giver folk lov til at komme på sig selv. Lukker man for få ind, bliver det ensomt, lukker man for mange ind, bliver det rodet.
Nå, tilbage til emnet...
Er det arrogant at få følelsen af, at andres liv ikke er så vigtigt som ens eget? Har du tænkt samme tanke?
Nu hedder min blog jo ..::Snowies univerS::.., men derfor kan der jo godt - hypotetisk - være andre sole end mig derude :-)
posted by Snowie at 21:06
9 Comments:
Hej du
Jeg har forleden fået en ordentlig overhaling af (ja, i denne sammenhæng må vi jo nok sige) "bedre" halvdel over, at jeg ikke kunne se ud over min egen lille næsetip. Jeg følte mig dén dag meget snydt for det gode i tilværelsen, og var sygeligt misundelig på mine medmennesker og hvad de havde - dem som jeg kender, men også tilfældige forbipasserende (især dem, for det er nok mest dem man ikke kender, man ikke ønsker noget godt for på dårlige dage ...). Altså. Det jeg vil frem til er, at jeg udmærket forstår dine tanker, men jeg forstår så udmærket også godt min mands synspunkter i dén retning. Hvad fanden bilder man sig egentlig ind og tro, at man er vigtigere end andre! Nix putte! Vi er jo alle hver især bare en lille ubetydelig person blandt en hel masse andre ... også ubetydelige personer eller ... ??? Nej, alle er da lige vigtige, men det er vel klart nok, at man ikke kan føle og ønske det bedste for alle mennesker ... især når man ikke selv har dét som de har!
Jeg stopper her :-D
Det ER arrogant, men hvis ikke vi selv anser os for at være det vigtigste i hele verden - hvem skulle så? Sagde en arrogant og egocentreret (and proud of it) Søsterlystig...
... og hvad er i øvrigt en "orbit"?!
Orbit er noget, der er i kredsløb. Planeterne i solsystemet er f.eks. i orbit omkring solen :-)
Hvis du er unormal i din tankegang , så er jeg også.
Man lever og tager som regl udgangspunkt i sit eget liv- heldigvis for det!!!!
Og tak fordi du i sin tid krydsede min vej:-)
Øhm.
Som sådan er jeg helt enig med dig i, hvad du skriver, Snowie.
Men jeg tænker også meget på, hvilken indflydelse man som sol har på de andre sole..
Selvom man udspiller hovedrollen i sit eget liv, er der jo folk i ens hverdag, familie og venner, man holder af.
Det er vel en form for ansvar, afhængighed og ulogiske følelser forbundet med én selv og andre mennesker..
Findes der ikke en usynlig kraft i universet, som langsomt trækker tingene længere fra hinanden?! :o,
Altså det der med, at stjernerne fortsætter længere væk efter Big Bang.
Og jeg tænker, at vi som mennesker tit trodser den naturlige gang ved at samle os og trække os tættere sammen i fællesskaber, venskaber, parforhold og bekendtskaber..
Ved ikke helt, hvad min pointe er.. Måske blot den, at der er forskelle på sole, planeter og mennesker. Heldigvis.
Ellers tror jeg, at jeg ville være Merkur.
Du er jo centrum i dit i orbit og jeg er i mit. og hos mig er jeg den mest vigtige og det vigtigste for mig ar at mine behov bliver opfyldt. men de bliver jo ikke opfyldt hvis ikke jeg søger ud over mig selv og ser på andre mennesker. Nogle af de mennesker får så lov at komme ind og blive en plant i mit univers. mens jeg så er en planet i deres.
Hvis vi tager maslow behovspyramide (den mand holder altså endnu)så skal vi jo også have vores behov opfyldt inden vi kan se ud over vores egen næsetip.
Så hvis du nogen gange kan føle dig som den vigtigste i verden så er det nok fordi du er det. (man skal jo elske sig selv for at kune elske andre) Ligsom jeg for mig er den vigtigste i verden.
jette
Tak for jeres interessante kommentarer.
Jeg ved jo godt, at jeg ikke er den vigtigste i verden - vigtig var måske et dårligt ordvalg set her i bakspejlet ;-)
Jeg synes bare, det er svært at forestille sig, hvordan andres liv er. Altså man prøver jo at sætte sig i deres sted, men man _ved_ ikke, hvordan det føles at være andre end lige præcis én selv... Det er en underlig tanke, synes jeg...
Jeg prøver også tit at sætte mig i andres sted, men jeg tror ikke, man kan... ikke, som det virkeligt er. Man kan udvise empati, men man kan ikke forstå en følelse, en tanke, en sejr, et nederlag, man ikke selv har følt, tænkt, vundet eller tabt.
Jeg er arrogant - jeg er det vigtigste i mit liv.. for jeg er den eneste, jeg ikke kan undvære. Uden mig er jeg her ikke. Derfor skal man passe på sig selv. Men ikke desto mindre skal man passe på andre, på sine venner og på sin familie, for det er jo dem, der gør livet værd at leve.. og det er jo dem, man ikke kan undvære, mens man er her.. ik?
Send en kommentar
<< Home